Jams, riffs og fornyelse
Jam sessions kan være interessante med tre,
to eller blot én akkord.
Det, der afgør, om de er sjove, er
om deltagerne har det sjovt, snarere end
om de er dygtige.
For mig virker det bedst, hvis én af deltagerne
kommer med et riff, en slags bas-melodi,
et tema eller noget, der egner sig til gentagelse,
og så holder fast i det – og helst uden at spille
det hele, eller spille det hele tiden…
Et riff kan jo være én af de sædvanlige
blues- op- eller rundgange.
Men det undrer mig, at de bedste rock-guitarister
enten er uoriginale eller pakker deres riffs ind i sovs:
forvrænger-pedaler og alskens digitale stivelse.
Det med sovsen er let at tolke som manglende
tillid til projektet eller til egne evner.
Faktisk er Tim Christensen god til at lave en klar lyd,
og originale riffs!
Men det med originaliteten undrer mig mest.
Det er, som om alle stilarter “kommer til en grænse”,
hvor de ikke kan udvikles mere uden at miste deres identitet.
Men så opstår der en prop, og når proppen opløses,
bliver der plads til nyskabelser.
Det typiske guitar-riff – sådan som jeg forstår det -
er et par linjer på de tykke strenge, krydret med
én eller flere akkorder hist og her, gerne på rytmisk
overraskende steder.
Når jeg jammer med mig selv eller andre,
i en afslappet og fri atmosfære, opstår riffs
hele tiden. Og de må gerne være “mærkelige”.
Sålænge man fastholder gentagelsen – eller antydningen
af den – kan andre let spille med.
Og min undren opstår, når folk spiller noget, jeg
synes jeg har hørt før? Hvorfor ikke dog prøve noget nyt?
I Heavy metal strandede man på et tidspunkt
ved tritonus, den formindskede kvint eller forstørrede kvart,
fx. intervallet C – #F. Fordi man “ikke kan”
komme længere væk fra den etablerede musiks
harmonilære end ved at spille Cdur og Fisdur lige efter
hinanden (moll er langt mindre brugt. Jeg mener,
giv mig bare ét eksempel!!!)
Tritonus har tidligere været kaldt “Djævelens
Interval”, og været belagt med tabuer af religiøs karakter!
Men det er ikke matematikken, der sætter grænsen,
det er fantasien. Hvorfor ikke “stjæle” – og derpå “skille ad
og samle ‘forkert’?”
Hvis man forslagsvis spiller det første af den klassiske
kvint — sekst-ting i den første halve takt, og så bryder ind
med et “citat” fra en helt anden genre, opstår naturligvis
noget interessant – en gang imellem. Og det er under
alle omstændigheder sjovt at lege med sammen med
glade musikanter!
Komposition betyder sammensætning. Kom=sammen, og
position=stilling (sætning).
At sammensætte elementer, “sætninger”, fraser og klichéer
fra forskellige stilarter (“Jørgen Sigumfeldts søpølse er fjollet!”
et sprogligt eksempel på sammenstilning af fremmed-elementer)
er som en slags musikalsk poesi.
Jeg ved det godt: Det banale er genialt, når det
“kommer ud over kanten”! Men jam-sessions er jo kun
for sjov, og ingen forventer, at Leonard Cohen dukker op,
griber mikrofonen og en korsangers fremstrakte hånd
og materialiserer en dybt poetisk elegi
over intellektets latente ensomhed…
Så det undrer mig, at folk for det meste nærmer sig
det banale i jams. (Jeg selv inklusiv) Nu har vi chancen
for at hælde honningen ud over havesaksen,
pille tændrøret ud af Mormor og spille kong Gulerod i et kaninbur.
Det er i jam-sessions, at nye ting finder forbindelse
med de gamle: Den ene har en ny idé, men alene
gentagelsen er gammeldags – men nødvendig (for det meste),
hvis andre skal kunne lege med. Det er de færreste, der
kan huske lange passager, de først lige har hørt,
mens de selv spillede noget andet…
Her må jeg selv indvende, jeg (guitar) og to andre
(Michael Andersen, tr., og Carsten Andersen, keyb.,
engang skabte et orkester eller en begivenhed,
vi kaldte Frie Hænder). Jeg skulle til at skrive, at det var
min idé, men sådanne opstår i miljøer, som man selv
opsøger, fordi man er sådan.
Frie Hænder var bygget på to grundprincipper:
1: Der er ingen regler, du spiller, hvad du har lyst til.
2: Den første, der laver en lyd, starter musikken.
Og heraf kan man udlede, hvilket vi gjorde,
at når man er træt af en rundgang, en ostinat eller et tema,
kan man gøre hvad man har lyst for at stoppe det:
Spille et andet, lave en mod-rytme, “trække” musikken
over i en anden stemning, retning eller tolkning,
eller hvad man nu i sin uforlignelige brandert får lyst til
(vi både drak og røg hash og kastede vågne blikke efter
små tegn på hinandens musik).
I Frie Hænders regi var der “flow”, fordi der kun var de regler,
vi selv lavede med vor æstetik – hver især.
Herved blev vi opmærksomme på hinandens vinkler på musikken:
“Når jeg skifter til sådan én, skifter du til sådan én!”
Og jeg var især glad for, at Michal altid havde en
anden fornemmelse af ét-slaget, end jeg havde.
Forestil dig en reggae, hvor ét-slaget
ligger en sekstendedel FØR det normale, og melodien
har et ambivalent forhold til dette fænomen!
Så bliver musikken sjov, og man lærer noget om
at spejle sig i andre: Selve spejlingen forvrænger glasset!!
“Når jeg tolker det, du laver, som jeg hører det,
så reagerer du med at fortolke min fortolkning
på en for mig at se helt femte måde!
Det er stærke sager, når musikken deltager
i indvandrer-debatten, ved at lære mig at alle misforstår
hinanden, såsnart de prøver at forstå hinanden!
Velkommen til virkelighederne!
Måske er der derfor, musikudøvelse er den eneste aktivitet,
som man har påvist, forbedrer intelligensen.
Tetris er dog testet positivt for at FORANDRE den.
Og her er endnu en indrømmelse:
Jeg ser verden som brikker, der
falder på plads og forsvinder!
