Tidens sang

oktober 9, 2013

Tiden synger i mine ører
forårets første Cessna
eller bare en fjern knallert

Suset i trækronerne
håndværkernes radio
skolebørnene på fortovet

Stilheden

Reklamer

Grønlændernes flydende identitet

oktober 9, 2013

Kim Leine (Forfatter):

“Jeg har mødt mange grønlændere,
som er gået helt i opløsning,
og så lige pludselig er de ovenpå igen.
Eller omvendt.”

Kin Leine mener
vi i den vestlige verden har
tillagt begrebet identitet
en overdrevent betydning

Jeg er ganske enig

Vi forstår så lidt af os selv
at vi tror vi er forfrysninger
Størknede afstøbninger af  
tanker vi kom til at tænke i går

Jo mindre vi forstår af verden
jo mere magisk bliver den
og enhver kan blive tryllekunstner
ved at rejse tilstrækkelig
langt ud på landet

Det er ikke indsigt i psykologi
Det er ærefrygt der styrer
Og jo mindre vi forstår mekanismen
des mere tror vi på magikeren

Vi er alle sammen Tintin
med hver vores solformørkelse
og vi er samtidig de indfødte
der viger tilbage for skyggen
og tror du kan slukke solen

Den som forstår heste
kan tæmme dem på deres eget sprog
Den som forstår sig selv
kan tæmme andre på samme måde

Men vi forstår ikke os selv
Vi har travlt med underholdningen
Vi vil ikke vide noget
Det gør os bange
Vi er vante til uvidenhed

Det er så nemt at sige
vi ikke forstår noget
vi er ikke eksperter
her i livet vi er
historiske vi er
isterninger i svaleskabet

Forklaring 2

oktober 8, 2013

Elsa bliver forlovet med hr. Sloth.
Elsa taber ringen.
Elsas far siger: “Elsa! Slothringen!”

Forklaring

oktober 8, 2013

Elsa ringede til Loth.
Loth fik ringen for ørerne.
Elsas Lothringen.

Den store dag

oktober 8, 2013

Jeg husker godt din fødselsdag
Jeg husker ikke dig
Jeg satte jo et lille flag
for at påminde mig

En dato er så vigtig som
en gammel tradition
Hvor var det dejligt at i kom
og glemte min person

Vi fejrer hver en lejlighed
med mad og druk med mere
og det er just det dejlige ved
én mere at ignorere

Og alting dør i tomme ord  
og drukne ritualer
omkring det store kolde bord
med aftaler om taler

Du får jo aldrig et minut
til at leve selve livet
for du får travlt til det er slut
med kalenderen og arkivet

Og når din livskunst bliver mæt
står tiden dér tilbage
Og har malet dig et livsportræt
Med lutter helligdage

Helt åndssvagt

oktober 5, 2013

Jeg har opdaget at man med stor effekt kan fremføre en typisk bossa nova melodi med underspillet sang.

Altså, at synge sangen som den er, uden improvisation (jvfr. improve=forbedre), forsiringer, melismer eller “personlige tilføjelser”.

Omtrent som Nat King Cole v/s Ella Fitzgerald: Den første kan man bruge til at lære Take The A Train, den anden afslører på ingen måde hvordan melodien går oprindeligt.

Hvis man “underspiller”, dvs. ikke tilføjer eller -fører noget, men nøjes med at holde sangens indhold i fokus, skulle det jo være tilstrækkeligt.

En “rigtig” bossa fungerer bedst som den er. For meget rod gør den til alt muligt andet, mere jazz, mere almindelig, mere fri og ubegrænset, men samtidig minre typisk.

Som Peter Bastian sagde om sambaen, når den er helt rigtig er der intet at sige om den undtagen “JA!” – men hvis der er noget galt, kan man snakke i timevis for at løse problemet.

Men der er en anden “effekt” der kommer i spil, hvis man underspiller..

Det forekommer mig, at når jeg underspiller (undersynger?) netop Insensatez (How Insensitive), kan jeg mærke og/eller høre “en stemme langt fra, som er mig men som ikke er den jeg tror jeg er” – er vist den bedste måde at formulere det på.

Musikken giver mig jo ikke en formuleret, filosofisk erkendelse. Den giver mig noget andet. Og det kan forekomme mig, at det er denne fornemmelse af en mere subtil, og altså underspillet, skal vi sige “vinkel” på verden, end talesprogets hjernebølger kan bruges til at fremkalde.

Min hjerne kan være aktiv uden at beskæftige sig med mere eller mindre forkludrede og endda perverterede, sociale eller politiske sammenhænge, som almindeligvis florerer i hjernebarken.

Jeg er jo nødt til at forstå meningen med teksten for at huske den, men alligevel er sproget tilpas langt væk til at give plads til den mere melodiske side af sangene.

Men jeg er sikker på at det også vil fungere (jeg har som sagt lige opdaget hvordan det virker – ved at gøre det) med engelske, danske og svenske sange, hvor sproget er helt ligetil og derfor mere direkte indbyder til en masse “fortolkning”.

Søs Fenger underspiller – undersynger – på On Holiday, så jeg lytter på en anden måde, end hvis hun med sin stemme lagde en masse fortolkning ind i sangene, og dermed satte sine egne tanker “foran” selve sangen.

Mange popsangere bruger en masse avanceret teknik, som stort set ikke har noget med sangens indhold at gøre. Derved kan de selvfølgelig få en masse ud af ingenting, men de kan også få ingenting ud af en hel del.

Når jeg undersynger, kan jeg høre en fjern stemme. Det er den jeg selv lytter efter, når jeg lytter til andres sang. Det er længslens stemme, en verdensfjern men altid nærværende følelse, som musikken egner sig særlig godt til at gengive og/eller formidle, og som kun få kan putte ind i sproget uden at blive vamle eller deprimerende at høre på.

Vvi kan give længslen mange navne, “længsel” er kun ét. Men musikken omtaler den uden at sige dens navn, og ligesom trolden bliver tam når man siger hans navn, bliver musikken vild, eller i det mindste fri at sprogets sorteringsmaskine, dets “rationelle” små kasser og båse, og kulturens traditionelle trang til – og menneskehjernens økonomiske evne til – at simplificere tingene, skille dem ad i overskuelige størrelser, og siden behandle disse enkeltvis uden blik for det store, uden sammenhæng.

Videnskabens store idioti er netop fagidioti, som gør at ingen tør flytte blikket fra deres eget fag, af frygt for at miste troværdighed ved at udtale sig om andres lige så højhellige ekspertise.

Musikkens “sprog” bygger broer, hvor talesproget skelnder og skiller. Der er sandhed i begge sprog, fordi alle sprog handler om vor egen opfattelse og vore fordomme, og spændingen mellem fordommenes og dogmernes verden på den ene side – og virkeligheden og sandheden på den anden.

For vi opfatter jo verden, som vi tror den er. Det er det tryllekunstnere lever af, og det er det videnskaben gerne bruger som argument for ting, man mener er umiddelbart uforståelige for lægfolk, som kun har deres sanser at holde sig til i en bestemt faglig henseende.

Jeg er musikalsk fagidiot, og kan sagtens improvisere over en sang. Men jeg er også søgende, og idet jeg søger efter meningen med en sang i selve den måde den er komponeret på, og ikke tillader teksten at løbe af med mig, da finder min søgen et spor at gå efter, der ikke er “mit eget”, men “inspireret”. – Jeg søger efter ånden i sangen.

Og en god sang er jo som regel ikke helt åndssvag…

Immanuel Kan

oktober 5, 2013

Der var engang
da jeg ikke kunne.

Hvis jeg kan nu
er det fordi
jeg gjorde det alligevel.

Identitet er ligesom alkohol

oktober 5, 2013

Identitet er ligesom alkohol:

Når man først har prøvet det,
tror man virkelig det er vejen frem,
indtil man enten drukner
eller går på afvænning.

Identitet er ligesom religion:

Når man først har prøvet det,
tror man virkelig det er vejen frem,
indtil man enten bliver verdensfjern
eller begynder at tænke selv.

Identitet er ligesom militærtjeneste:

Når man først har prøvet det,
tror man virkelig det er vejen frem,
indtil man enten dør eller
bliver modstander af krig.

Identitet er ligesom vold:

Når man først har prøvet det,
tror man virkelig det er vejen frem,
indtil man enten slår en hest ihjel
eller lærer hvordan hestehviskere gør.

Identitet er ligesom nationalisme:

Når man først har prøvet det,
tror man virkelig det er vejen frem,
indtil man enten starter et blodbad
eller opdager at nationerne er streger på papir.

Identitet er ligesom psykofarmaka:

Når man først har prøvet det,
tror man virkelig det er vejen frem,
indtil man enten dør af bivirkninger
eller oplever noget der helbreder en.

Kærlighed for eksempel.

Fri Proces

oktober 4, 2013

Jeg gider ikke høre om det enkelte tilfælde
Selv hvis vi går i seng sammen
vil jeg gerne ønske du er fri af din egen identitet

Jeg er interesseret i principper
Jeg vil vide noget om det generelle
Noget alle og enhver kan bruge

At du klarede den og fik en karriere
siger mig næsten slet ingenting
Med mindre du fortæller mig det hele

Og selv hvis du fortæller mig det hele
skulle jeg bruge et liv på historien
Og i mellemtiden var du så blevet en anden

Så er det nemmere at høre det hele
som statistik og forskningsresultater
Og så selv sortere overfortolkningen fra

Jeg er et generelt menneske
Jeg søger ikke en identitet
Jeg erkender at jeg er en proces

Blomst

oktober 3, 2013

Jomfruelig serviet
ingen mundvig har sølet
Tilstedeværende sten
overdimensionerede mennesker

Morgenfriske rundstykker
En gæst fra langt væk
Duften af kaffe
En ny dag åbner

Drømmen endnu nær
som de fløjtende fugle
Nu kommer krigen
den starter med en sang