KS: Historien om indianerne, træet og kanoen

 

Historien om indianerne, træet og kanoen.

 

Der findes, eller der fandtes indtil for ikke så længe siden, en indianerstamme, som havde den skik og brug, at de , når de skulle lave sig en ny kano, gik ud i skoven og fandt det prægtigste træ. Så satte de sig foran det og gennemførte et stort ritual, hvor de sagde tak, fordi de måtte bruge træet til at lave en kano af. Da dette var vel gennemført, fældede de træet ved siden af.

 

Nu kan man jo spekulere i, at de har vidst noget om planteavl, eller at de havde en intuitiv fornemmelse for økosystemer med videre. Men jeg foretrækker at se historien i et lys, der kunne komme fra både Monty Pyton og Stig Møller. Med et stænk af Elisabeth Gjerluff Nielsen. Vi takker dig, oh træ, for træ. Fordi vi må fælde dig. Og nu, da du kender din skæbne, er det næsten for meget.

 

Men dét træ, dér henne, det aner ikke, hvad der venter det! Kom, vi tager det!

 

Jeg ved ikke, om jeg er romantiker eller realist, når jeg synes, at det betyder alverden for et menneske at deltage i en højtid omkring et træ. Men markedet er fuldt af myter om det fede liv med en cola i hånden, kørende i en bil med de seneste nyheder, sporten og vejret. Så hvorfor ikke fylde sig med drømme?

 

I dag gik jeg ned ad fortovet på Borgbjergsvej, på højre side i retning ad Sydhavns Plads, hvor nogen har opstillet en skulptur. Ikke at jeg havde dén i tankerne, men det lyder smart i sådan et artikel-sprog, som journalister bruger. Hvem i alverden gider høre om skulpturer. De skal ses. Men der kommer altså en kæmpe op af jorden på Sydhavns Plads.

 

Men jeg nød at kunne se helt ned til enden af fortovet. Det gik op for mig, at det var en leg, jeg har leget som dreng: Det stykke, jeg kan overskue, er en rejse. Hov! Nu gik der en mand 150 meter nede. ”Han spærrer for ‘slutningen’”. Ah, nu forsvandt han, så kunne jeg igen se det skønne syn af noget fjernt. Som den fjerne musik i “Jag trivs bäst i öppna landskap!” Den er så pas fjärn, at man ikke kan høre, hvor banal, den er.

 

 

Og spadsereturen blev til en meditation over barndommens stilfærdige længsel efter at komme afsted. Det er måske derfor, vi leger? Fordi vi længes så afsindigt efter at resje, at se, at være, at lege, at spille, at optræde, at være? Men ordene ”en meditation over barndommens stilfærdige længsel” er allerede støvede og sårede, solen skinnede fandeme på den tur, og lyset var magisk!

 

Måske var det lyset? Vi er halvfems procent øjne, når vi ikke må være krop, og hvem i alverden har måske nogen sinde fået lov til det? Det er jo tabu, og højest privat, og fyfy, og case-stories om mødre, der har straffet få måneder gamle drengebørn for en rejsning, er for længst druknet i støvede statistikker og tørre ekspertudtalelser.

 

Jeg strejfer i tanken til mangfoldige historier om naturfolk, børn, kvinder, slaver, bønder, negre og arbejdere, der har haft hjerte til at sidde under et træ. Der var endda en brahminer-søn, der sad så solidt plantet under et morbærtræ, at hans tanke bar frugt – ikke frygt, som jeg lige skrev på grund af manglende fingerfærdighed eller ti-finger-skoling. Burde være obli!

 

Nåmen, jeg vil lade denne tråd hænge her, hvor den er allermindst beslutningsdygtig. Der skal også være en trevl til læseren, skulle en sådan lade øjnene strejfe forbi. Goddag, mand! Økseskaft! Sådan går det altid, for enhver er blind for ydersiden af sit eget liv, indtil andet er bevist. Og hermed tak for kaffe.

 

Da jeg var næsten nede ved enden, skråede jeg over vejen, fordi der var grønt på den anden led. Så fortsatte jeg ritualet på det modsatte fortov, fortalte mig selv, at nu havde jeg nået enden på en lang rejse, og legen var slut.

 

Men det er slet ikke dårligt. I morgen kan jeg lege en ny, på vej til noget andet forudsigeligt, men alligevel jo slet ikke spor forudsigeligt. Man narrer sig selv ved at styre tingene derhen, hvor man ved, hvad der kommer. Der kommer alligevel noget andet.

Ser man bort fra det, bliver man først virkelig dum. Og det er jeg i forvejen…