Om kvindelige filosoffers savnede anerkendelse

Hvorfor snakker vi altid om filosoffer? Hvorfor ikke bare filosofere, og så glemme alle navnene, al glimmeren, og med al respekt for de pågældende, deres forstenede, nedskrevne pral?

Filosofi er jo ikke noget, man skriver eller læser. Det er en praksis, som ethvert menneske, der ikke er mentalt i klemme, naturligt giver sig hen til, for eksempel når det keder sig og skal finde på noget at lave.

Hvorfor ikke glemme den status, det tilsyneladende handler om for både mænd og kvinder?

Vi kan være som rock ‘n roll wannabees og drømme om anseelse, eller vi kan spille usælgelig, men sand musik for dens egen skyld.

En såkaldt filosof er en person, der skriver en bog for at forklare en sætning, blot fordi inderkredsen forlanger det.

Rudolf Steiner gik så langt som til at skrive vanskeligt med vilje, fordi, som han skrev, det skal være en udfordring at nå til “erkendelsen”.

Bjergbestigere søger udfordringer. Som om livet ikke i sig selv, uanset beskaffenhed, er en udfordring?

Prøv at få mening i en triviel tilværelse! Det kræver om ikke en dannet filosofi, så dog et filosofisk talent.

Hvis man filosoferer for at opnå anerkendelse, synes jeg man skulle gå direkte ind i prostitution.

Status er for tabere – vi andre har ikke brug for det.

Sandheden skal gøre dig fri. Om ikke for andet, så fordi sandheden er, at ingen har fattet en skid af Det Store Spørgsål (hvorfor?), men alle har travlt med at glemme dette og i stedet forklare hvordan.

Og sådan er det hele vejen…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: