KS: OK, det var fire bestræbelser…

 

OK, det var fire

Magt er den anden synd.

Hovmod den første.

Det mangler han heller ikke.

For med magten følger hovmodet,

og af hovmodet følger idéen om magt.

De eneste magthavere, der har en moralsk forsvarlig berettigelse,

er dem, som i hjertet ønsker at sprede magten,

så ingen skal korrumperes af den.

 

Fordi dette er hensigtsmæssigt.

Korruption fører til elendighed.

Og magt fører til korruption,

fordi den forfører ethvert menneske til at tro,

at de er “MIG”, der er fantastisk,

og ikke den fantastiske tillid, man giver “MIG”.

 

Hovmodet er den synd, der stiller mig oer andre,

skænt det rationelt set er en menneskelig vurdering,

hvad der er op og ned.

Når jeg som menneske hæver mig over et andet menneske,

og udmønter denne postition til at retfærdiggøre magten over dette andet menneske,

så glemmer jeg, at det andet menneske har en anden retning,

et andet op og ned, som jeg ikke kan overtrumfe,

fordi det som menneskelig vurdering er sidestillet med selve den vurdering,

som jeg lægger til grund for min forestilling om ophøjethed.

 

Det er således ulogisk at betragte et menneske som

et bedre menneske end et andet,

fordi denne betragtning er et produkt af netop et menneske,

hvis begrænsning ikke tillader,

at det lever et andet menneskes liv,

og derfor ikke giver det ene menneske adgang til en vurdering

af et andet menneskes liv.

 

Magt er en del af livet.

Magten til at leve.

Men magten over et andet menneske

er altid en illusion,

fordi intet menneske fuldt ud kan forstå et andet menneske.

 

Men ved således ikke, hvad man magter,

er derfor uvidende,

og derfor “i indbildning”, som Kierkegaard sagde.

– uden sikker viden om, hvorvidt det er ros eller smiger,

om det er sandhed eller frygtens løgn, man møder.

 

Magt er altså en illusion.

Endnu mere, fordi vi ved, at vi alle skal dø.

Den eneste bestræbelse, der har varig værdi,

er bestræbelsen på at gøre livet mere forståeligt,

at skabe fred og forståelse mellem mennesker,

at lære kompromisets gådefulde uendelighed at kende,

og at lære at være tålmodig med andre mennesker.

 

OK, det var fire…

Fire eneste.

De således fire seneste.

Jeg kunne tilføje mange ord,

som yderligere kunne maskere tomheden

fylde en ventetid med kattepote-spor,

for nu at bruge grøden som varm.

 

Vi kan jo altid forestille os,

hvordan fx hele enneskeheden undtagen Røv

vil have fred på jorden, men Røv har alle pengene,

fordi Røv ejer våbenfabrikkerne,

og selv Hitler kunne sætte samfundet i gang

ved at kommandere våbenproduktion.

 

Nu kunne demokratiet kommandere vindmølle-produktion,

nul-energi-huse og skoler uden mental voldtægt.

 

Men det ville essentielt lede til kommunisme,

og folk gider ikke arbejde, hvis de ikke er fattige!

 

– Siger de rige, som ikke gider arbejde uden løn

(stratisktisk set i hvert fald, de rige er så dopede af deres
luxux-fluxux, og bundet op i deres angst for at miste,
at de er endnu længere fra glæden ved at give, end vi andre),

 

Og når vi andre oplever glæden ved at give,

gør det os så små, som kun kærligheden

eller hele verden kan gøre os.

 

Og når vi så mister det hele,

tror vi det er væk,

men det er alt sammen indeholdt

i den bevidsthed, som vi kalder os selv.

 

Og denne bevidsthed forvalter vi suverænt…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: