KS: Det rationelle og det irrationelle

 

 

Vi mennesker har det med at betragte ting, som vi forstår, som rationelle, og ting som vi ikke forstår, som irrationelle. Men derved begår vi så at sige barnemord på fornuften. Det, vi ikke forstår, er jo lige så rationelt, som det vi ikke forstår.

 

Historien har vist os gang på gang, at når vi først forstår det, som vi tidligere ikke forstod, så er det for os blevet rationelt. Vi kan deraf slutte, at det, vi ikke forstår, er rationelt, men at vi blot ikke kender til de relevante faktorer, og derfor ikke kan se det rationelle.

 

At gå ud fra, at noget er irrationelt, er stik imod vores erfaring, og altså dybt irrationelt.

 

Der er selvfølgelig områder af tilværelsen, som vi på forhånd ved, at vi ikke kan beskrive fyldestgørende, og som vi derfor ikke kan opdele i rationelt beskrivelige, indbyrdes lovmæssigt afhængige faktorer. Vort følelsesliv, for eksempel.

 

Så derfor vælger de fleste mennesker uden videre at kalde det irrationelt. Det er lidt synd. Det fjerner perspektivet en smule, at man ikke kalder horisonten for fjern, men i stedet kalder den uforståelig, uopnåelig og – irrationel.

 

I stedet burde vi kalde vort følelsesliv og alle de andre områder af tilværelsen, som vi umuligt kan kortlægge, og som vi ikke har mulighed for eller instrumenter til at registrere og måle, for mirakuløse eller mystiske.

 

Men jeg kan godt høre Anders Fogh Rasmussen eller Willy Søvndahl lyde forkert for mit indre øre, med dé ord på læberne. Så hellere kalde det irrationelt, og nøjes med at tale om det, vi kender.

Men det betyder bare, at vi i stedet for at undres over det ufattelige, blot fejer det ind under gulvtæppet.

(Det svarer lidt til at fjerne frekvenser,
der ikke er hørbare, men i processen
miste deres indflydelse på dem, vi kan høre.)

 

Og det er alvorligt talt rigtig irrationelt!

Reklamer

11 kommentarer to “KS: Det rationelle og det irrationelle”

  1. LilleQ Says:

    hænger den der tankegang omkring det rationelle og irationelle ikke tæt sammen med dualismens tankegange.. sjæl og krop, rationale og irationale, poler som hører sammen i adskildte par.. sjælen med det rationelle og kroppen med det irationelle.. forstået klassisk, hvis man kan sige det sådan at kroppen med den lyster opfører sig irationelt og derfor må under kontrol af sjælens rene rationale?

    LilleQ

  2. knudsandbaek Says:

    Det tror jeg nok, du har ret i.
    Og hvis det er rigtigt, så er jeg
    altså ikke specielt tændt på dualismen.

    Men for mig findes der kun én ting, der ikke er rationel:
    Menneskets manglende kontakt med virkeligheden 😉

    • LilleQ Says:

      Det er jeg heller ikke.. specielt tændt på dualismen.. alt for meget adskillelse og udskilelse af mennesket i accepterede og ikke accepterede dele.

      I en god og ond. hvor det onde skal nedbrydes, undertvinges og udslettes… (kroppen, det irationelle, følelserne, sansningen)

      og så vi tilbage i klassisk kristen dualisme og menneskesyn.

      • knudsandbaek Says:

        Ja, hvis man så blander erotik og synd sammen, er vi helt ude i hegnet. Lige som når DF blander fremmedfrygt sammen med politik, og således går Kejserens ærinde – efter devisen: “Del og hersk”.

        DF deler, og VK hersker!

        Kirken splittede mennesket ad, og kunne så beherske hovedet, fordi det ikke længere lyttede til kroppen/hjertet, men i stedet lyttede til præsten.

        Man kan jo ikke skelne mellem godt og ondt, hvis man tror, at kroppen er ond. Magt er ond og frihed er god. Men det er let at se, hvem der har en kortsigtet interesse i at undertrykke dén erkendelse. Magthaverne, natuligvis.

        Det minder om, da Adelen sagde til bønderne: “Arbejde adler!”

  3. TanjaS Says:

    Irrationeliteten læner sig op af vores følelser … da følelserne begiver sig i tankegangene som skaber irrationalitet ud af ordnene der strømmer sammen…

    Irrationelitet bunder vel i flere ting… i ting som vi ikke forstår… men også i form af irrationel frygt for fx at tabe nøglerne i risten …

    Rationelle tanker er ofte irrationelle for andre … og omvendt :O)

  4. knudsandbaek Says:

    Enig. Men virkeligheden må jo være rationel.
    Noget med årsag og virkning.

    Når vi ikke kan se årsagen,
    plejer vi at kalde et fænomen irrationelt.

    Men årsagen er der jo alligevel,
    selvom vi ikke kan se den.

    Det er altså ikke fænomenet, der er irrationelt,
    det er vor egen tanke om det.

    Hvis nogen siger, at de har set et spøgelse,
    vil andre sige, at de hallucinerer.

    Dette er irrationelt, da de andre
    ikke har mulighed for at efterprøve deres fordom.

    Det er således ofte dem, der kalder sig rationelle,
    der er irrationelle.

    Vi burde skelne imellem rationelt
    og rationabelt, dvs. måleligt.

    Rationelt er alt det, som er virkeligt.
    Irrationelt er kun vore tanker om det,
    der er irrationabelt…

  5. LilleQ Says:

    Helt ude i hegent er vi godt på vej ud i (igen) især hvis vi hiver seksualiteten frem i raionaliten og dualismens lys.. se dig omkring, de hvordan nypuriantisme vælter frem, hvordan den nærmest androgyne kvindelige seksualitet fremhæves som værende sund for sjælen dog inden for ret begrænsede og tydelige grænser for hvor meget lyst der må være inkluderet…se hvordan mænds seksualitet nedgøres og erklæres som værende af det onde, som irrationel, som noget der skal kontrolleres og bekæmpes og.. jeg kan blive ved

    LilleQ

  6. knudsandbaek Says:

    Netop!

    At hive seksualiteten frem i rationaliten og dualismens lys er umuligt, fordi det, vi kalder rationalitet er blandet med mørke. Der findes dogmer, der ikke kan angribes, eller som ingen gider angribe, fordi der ikke er penge i det, fordi der ikke er prestige i det, eller fordi det ikke passer ind i en almindelig verdens-opfattelse.

    Men videnskabsfolk er jo de første til at modsige den normale verdensopfattelse. Bare de dog ville tage hinanden alvorligt, de forskellige grene af videnskaben indbyrdes. I stedet tager de hinanden højtideligt, fordi verden er gennemsyret af en ego-succés-15-minutters-berømmelse-min-blog-er-interessant-præstations-mani, som jo er baseret på angsten for døden.

    Når man er lykkelig, er man ligeglad med døden. I alle andre tilstande er man under åget, og alting sættes i forhold til det indre forsikringsselskab, som skal sørge for at planlægge, begrænse og (tonede ruder) sikre havemandens parakit.

    Vores begrænsede rationalitet
    (Immanuel Kant skrev om fornuftens grænser,
    “anførelsestegn” fornuftens “anførelsestegn”)
    “Fornuften” bør især være ydmyg overfor seksualiteten.

    Fordi grænsen mellem fornuften og seksualiteten er flydende, og vi kan ikke garantere fornuften mod en påvirkning, der er udenfor dens fatteevne, men indenfor i dens “direktion”, så at sige…

    Det, og ikke seksualiteten, er “arvesynden”: at vi er på alle måder så meget i klemme i verden, at vi umuligt kan forventes at overskue den, forklare den, analysere den ellerundersøge den – uden “reasonable doubt”, rimelig tvivl.

    Fysikere, matematikere og kvantefysikere vil – af samme grund – have en tendens til at mene, at deres respektive områder giver dem grund til at forklare alting…

    Videnskabsfilosofi må efter min mening være et bud på en slags neutralisering af dette forklarings-hovmod (altså mennesket, der selvom det befinder sig midt i en uendelig gåde, tror sig i stand til at affærdige verden med en forklaring).

    Hvis jeg forstår ordet videnskabsfilosofi korrekt, så handler det om, at vi er skabte af det stof, som vi undersøger, og derfor kun kan teoretisere om alt andet end det stof, af hvilket vi er skabt.

    Selv Gud må indrømme, hvis Hun eksisterer, at Hun ikke ved, om der er noget, Hun ikke ved. – Eller om der ikke er noget, Hun ikke ved.

    Stikker der noget under?

    Selvfølgelig! Hvis der er en Gud, er min lille logik i sig selv ikke nok til at affærdige selve logikkens modstykke!

    Men jeg må i det mindste hævde, at religionernes Gud ikke levner eksistentiel filosofi megen chance…

  7. LilleQ Says:

    tror generelt, hvis der er en gud, at vedkommende sidder og ryster på hovedet over disse hovedrystende tilbagevendelser til ignorant aseksual skindød puritanisme…og hvad de ellers hedder i samme ende af benægtelses skalaen.

    Som jeg ser det, vi er skabt i guds billede inkl alt hvad vi som mennesker indeholder…Gud ville vel ikke skabe os i hans billede hvis meningen var mennesket ikke skulle leve med sine skævheder på ligefod med guds? Jeg mener denne trag til kontrollere, undertrykke menneskelighed er som jeg ser det den største kritik af gudommelighed, fordi det på en gang nedgør gud værk og forsøger hævde sig over gud ved konstant undertvinge det skabte menneske.

    Mennesket er fuldkomment som det er… vi er stadig børn der forsøger begribe omkring os… vi skal ikke undertrykkes ind i konforme kasser af halve individer som bla puritanere og deres medkontrolørrer ellers forsøger.

    LilleQ

  8. knudsandbaek Says:

    Jeg tror, vi kun er på vej til fuldkommenhed.
    Og jeg tror på ingen måde, at fuldkommenhed
    er noget med afholdenhed og ulyst.

    Snarere en balance af en art.

    Hengivenhed: at give sig hen.
    Det modsatte af selvkontrol,
    men hvis selvet ikke er fuldkomment,
    bør det så at sige ikke stå alene for kontrollen.

    Vi bør have tillid til hinanden,
    så vi kan give os hen.

    Lad en eventuel, fuldkommen Gud om
    at have selvkontrol.
    Så længe vi er på vej til Gud,
    kan vi ikke forventes at have tilstrækkelig indsigt
    til at kontrollere ret meget.

    I øvrigt er denne Gud afhængig af os:
    vi er dem, der er på vej.
    Han er allerede i mål,
    og der sker ikke mere, som kan overraske ham.

    Ikke andet end os,
    såfremt han har givet os en fri vilje,
    en vilje, han ikke har indsigt i.

    For hvis han havde denne indsigt,
    ville vi ikke være frie,
    vi ville blot være spådomme,
    der gik i opfyldelse,
    og alt ville være mekanik.

  9. LilleQ Says:

    Jeg tror gud er lige så lidt i mål som os.. at han havde evnen at skabe os gør ham ikke fuldkommen. Jeg tror han lænser sig op af os, lærer af os, af vores fejl og søger på samme måde som vi det fuldkommende..

    Det fulkommende ligger i hengivenheden… og i den forløsning det er at give sig hen til hinanden. Den kravsløse hengivende kærlighed.

    Mennesket bevæger sig i hver sin rytme.. derfor virker det så frustrerende se de som knapt har fået rejst sig i gangen mod det fulkommende.. og man kan næsten mærke sig selv græmmes over de der vender ryggen til og nægter søge vejen mod fuldkommenheden…

    Det frie menneske har også det frie valg at kunne vælge fuldkommenheden fra.

    LilleQ

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: