KS: Musik og balance – og minsandten politik!

… og sikkert en masse vrævl…

 

Teknikkens grænser er under et evigt pres.

Senere generationer spiller hurtigere og bedre

end tidligere.

 

Men det er tåbeligt at forestille sig,

at musikken bliver bedre af den grund.

 

Det svarer til at tro, at du

kommunikerer bedre,

hvis du kan sige flere ord i minuttet,

eller at minutvalsen er bedre,

hvis man spiller den på tredive sekunder

(Den varer godt to minutter på en

rimeligt god aften).

 

I stedet er det rimeligt at antage,

at man kan finde et optimalt leje

mellem det kedelige

og det forhastede.

 

Men det er for den enkelte musiker

et spørgsmål om flere målestokke

end blot tidens.

 

Der er omtrent lige så mange måder

at variere musik på, som der er

i sprogets verden.

 

Så det er i stedet om at finde

sin egen balance.

 

Det er her musikken er så

genialt et redskab til

erkendelse af verden og

livet som menneske:

man skal finde sig selv.

 

Men som australieren sagde:

oplysning handler ikke om at opnå noget,

men om at slippe af med noget.

 

Her bliver det politisk:

Det er historiske magtforhold,

der har fordrejet gode idéer til dårlige!

 

Dem skal vi af med!

 

Men det er ikke svært at argumentere for,

at der også finde gode idéer –

problemet er, at der er noget

fundamentalt skævt

ved den samlede, historie-skabte, kollektive,

menneskelige opfattelse af verden.

 

Vor fælles verdensbillede er gennemsyret

af værdin ormer, værdiladede ord og

fælles, bevidste og ubevidste fordomme.

 

Religiøse, traditionelle, overtroiske

og hierakiske,

følelsesladede opfattelser af verden,

som selv den bedste skeptiker

bærer rundt på.

 

Og så er vi i denne, den rige verden,

alle bestukne af billige tilbud

fra skandalefabrikker

i den sultende verden, i ved nok,

dem med en dollar om dagen og

ris morgen, middag og aften.

 

Dem vi besøger, fordi de smiler,

enten af uvidenhed, alternativ visdom

eller et stupidt ønske om at vore penge

kan gøre dem lige så lykkeligt

uvidende som os.

 

Tilbage i musikken er det bedst

at have det som blommen i et æg.

Så spiller man altid kun det,

man ved man kan, og som

man ved er lige netop rigtigt.

 

Og lige dér er lykken,

ligesom den er i det perfekte samspil

mellem mennesker, ligemeget, hvem de leger.

 

Ikke i stillestående besiddelser,

der skal vise, hvad vi har været

og gjort.

 

Livet er ikke fortid.

 

Men vist er der da skønhed i visse værker,

og vi har vel alle vore favoritter.

 

Men de er alle udtryk for længsel efter nuet.

 

Nuet blev stjålet fra os

engang i forhistoriske tider

af bagtanken og det gustne overlæg,

hensigten og formålet.

 

Det var oprindeligt en såret sjæl,

der ville have genoprettelse.

Det var naturligvis en mand.

 

Og så var det, at han fik den

exorbitant gennemtænkte plan,

at de andre skulle tilbede ham på skrømt,

altså uden at mene det, men fordi

han havde krammet på dem!

 

Resten er hystri, som man siger.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: