Kærlighedens fantasi
Er det fordi jeg finder ud af,
at det er min egen fantasi?
Er det derfor, ulykkelig kærlighed
er så alt ødelæggende?
Fordi jeg godt ved, at
det er noget jeg finder på?
Jeg husker amerikanske film
som det første, mit nogenlunde
kedelige familieliv afslørede for mig.
Holliwood var kærlighedens formidler.
Forældrene var satte,
kærligheden var blevet til samarbejde,
der var ingen romantik.
Jeg er af bondeslægt,
men intet er kommet af sig selv.
Alting er dilemma.
Jeg burde have elsket af praktiske årsager,
men drømte om forløsning,
så mine bondegener stopper her,
og dilemmaet får ingen børn.
Men hvis man ikke finder på kærlighed,
hvad finder man så på?
Masser af god mad?
Familiefester, overføvende tråd
eller disco-dans efter
de seneste mestres mønstre?
Hvor blev kærligheden af
og hvor kom den fra,
da den mirakuløst opstod
som en Fugl Fønix
af forvirringens askegrå blindskrift,
mens tante Olga spillede nationalsangen – ?
Skriv et svar