Livet er poetisk
som en sweitzerkniv
verden går videre
som et foster uden liv
mekanisk og
dog
med en længsel et sted
hvor det ikke kan styre
hvor det ikke er med
Dette misfoster af liv
jeg identificerer mig med
den kultur på godt og ondt
jeg pudser fjerene med
mens jeg omhyggeligt lader vandet
på officeren, jeg har med
han er bare en kulisse, der kan li’ kusse
og jeg med
Han er mit alter ego
som jeg punker ihjel
han er det eneste jeg ikke gider høre fra mig selv
og han er meget meget klogere
en jeg nogensinde bli’r
for han er klar over at døden
er det livet si’r
Jeg er så skide kultiveret
over undermotiveret
og forkeret
at jeg kun kan se den sorte vej ud
til lyset som er tunnelsynet
fokuseret lissom lynet
på et punkt berørt af drømmen
om at slukke for strømmen
Jeg er sort som helvede og lys som
pisse mange blomster
på en solbeskinnet eng
men diverse forekomster
af bevidsthedsudvidende
synsforstyrrende
afsindig hede forårsblomsterdrømmende
– og styrende –
fantasier om søde piger og især én,
som er søster til Steen
som betyder Peter, så’n én
har jeg også på hver sit ben
og i drømme kan alting lade sig gøre
og selv nonnerne vil lade sig snøre
ind i candyfloss og persille
med eksklusiv ret til at bide og pille
Der er som sagt udelukkende grænser
som vi bryder ned, sålænge vi ænser
en chance for at leve og røre
ved en eller flere
af de levende skøre.
Og nu må i undskylde mozzareallaen,
jeg skal ud og gnubbe compostellaen
over en sagte, rislende ild
assisteret af sæsonens sild
og med en særlig tak til fantasien,
min tro og skæbnessvangre vej til melodien.
Virkeligheden kom før ordet.
Men nogle gange står ordet og banker på
for at give virkeligheden en chance.
Eller som i nærværende tekst,
hvor det bare defækerer i rhododendronbedet.
august 17, 2009 kl. 5:45 am |
Hvis man ser ovenstående med grå øjne, ligner det
et budskab fra the Boston killer.
Men vælg gerne en farve, fx. beige,
og der vil være mulighed for at observere andre stier
i tankernes tunge undervers.