KS: Om at snøre nonner, eller kunsten at triangulere…

 

Livet er poetisk

som en sweitzerkniv

verden går videre

som et foster uden liv

mekanisk og

dog

med en længsel et sted

hvor det ikke kan styre

hvor det ikke er med

 

Dette misfoster af liv

jeg identificerer mig med

den kultur på godt og ondt

jeg pudser fjerene med

mens jeg omhyggeligt lader vandet

på officeren, jeg har med

han er bare en kulisse, der kan li’ kusse

og jeg med

 

Han er mit alter ego

som jeg punker ihjel

han er det eneste jeg ikke gider høre fra mig selv

og han er meget meget klogere

en jeg nogensinde bli’r

for han er klar over at døden

er det livet si’r

 

Jeg er så skide kultiveret

over undermotiveret

og forkeret

at jeg kun kan se den sorte vej ud

til lyset som er tunnelsynet

fokuseret lissom lynet

på et punkt berørt af drømmen

om at slukke for strømmen

 

Jeg er sort som helvede og lys som

pisse mange blomster

på en solbeskinnet eng

men diverse forekomster

af bevidsthedsudvidende

synsforstyrrende

afsindig hede forårsblomsterdrømmende

– og styrende –

fantasier om søde piger og især én,

som er søster til Steen

som betyder Peter, så’n én

har jeg også på hver sit ben

og i drømme kan alting lade sig gøre

og selv nonnerne vil lade sig snøre

ind i candyfloss og persille

med eksklusiv ret til at bide og pille

 

Der er som sagt udelukkende grænser

som vi bryder ned, sålænge vi ænser

en chance for at leve og røre

ved en eller flere

af de levende skøre.

 

Og nu må i undskylde mozzareallaen,

jeg skal ud og gnubbe compostellaen

over en sagte, rislende ild

assisteret af sæsonens sild

og med en særlig tak til fantasien,

min tro og skæbnessvangre vej til melodien.

 

Virkeligheden kom før ordet.

Men nogle gange står ordet og banker på

for at give virkeligheden en chance.

 

Eller som i nærværende tekst,

hvor det bare defækerer i rhododendronbedet.

Advertisements