KS: Forsiden mangler

 

Nu forstår jeg det.

Vi lever i den omvendte verden.

Vi drikker ikke for at komme væk,

vi drikker for at komme nærmere.

 

Vist er det en flugt fra virkeligheden,

men virkeligheden er på flugt

fordi virkeligheden er styret

af folk på flugt fra sig selv.

 

Fra deres livs elendighed,

fra denne verdens elendighed.

Og de tror, vi andre ikke er på flugt,

men bare ser lyset i at arbejde for dem.

 

Det gør vi ganske rigtigt også,

men det er kun, fordi de altid

har spærret for udsigten

med deres enorme egoer.

 

Forstå mig ret:

det er ikke egoisme, jeg har noget imod.

Det er det, at den somme tider

er kombineret med tåbelig forfængelighed.

 

Og hvis der så mangler en samvittighed,

er det ikke sært, at delinkventen

føler at han går glip af noget, og

derfor kæmper hårdere.

 

Til sidst er patienten så opslugt af sin egen succés,

at han slet ikke kan fatte modstanden,

når den en sjælden gang viser sig,

fordi han er fange i sit eget spil.

 

Det er magtens bagside.

Forsiden mangler.

Reklamer

9 kommentarer to “KS: Forsiden mangler”

  1. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Spiritus sanctus in nomine Deus est.
    Nunc est bibendum!
    Nunc est amorum!
    Vir prudens mencit in nomine Deus!

  2. Tagkatten Says:

    Man kan aldrig flygte fra anden virkelighed, end den, der er ens egen.

    Man KENDER ikke andre virkeligheder.

    Man har hørt om dem, men man kender dem ikke.

    I virkeligheden er vi aldeles alene i vores egne verdener, for der er kun os selv i dem.

    Også fordi det eneste selv, vi kender er vores eget.

    Vi lever i virkeligheden som drengen i filmen – drengen, der var isoleret i en boble.

    Han kendte til alt det andet, – han vidste at det var der, men det var ikke inde i hans boble.

    Hvordan får man ting ind i boblen?

  3. ankjer Says:

    Øhh, ved at prikke hul i den.

  4. Tagkatten Says:

    #3 Haha – ja.

    Men helt så enkelt er det nok ikke.

    Jeg prøver at sige at vi meget af tiden pakker os ind i konventioner – i en konventionel opfattelse af hvad og hvordan vi er ud fra en konventionel opfattelse af hvordan andre er – meget at tiden ud fra hvad vi forventer at andre forventer af os. Og ud fra hvad vi forventer at de forventer at vi forventer………

    Men hvordan ER andre?

    Tør du f.eks. påstå at du KENDER det menneske, som du har tilbragt allermest tid sammen med, helt tilbunds? Uanset hvor godt du kender et andet menneske, vil du ALDRIG kunne se med vedkommendes øjne, – høre med vedkommendes ører eller tænke med vedkommendes hjerne.

    Vi er i virkeligheden unikke i vores egen verden.

  5. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Man skal prikke hul i indersiden.
    Vi har en skal rundt om vores inderste,
    som er almenmenneskeligt.
    Og så har vi en ydre efterrationalisering,
    som desværre er langt ude.

    Det skyldes religioner, historiske begivenheder osv.
    Vi er ganske rigtigt pakket ind i konventioner.

    Men hvad fylder mediebilledet?
    Intelligente diskussioner om, hvem og hvad vi er?
    Eller løgnehistorier om, hvem de kendte er?

    Og hvem ejer medierne?
    Hvilken kraft driver disse løgne?
    Markedskræfterne? Tja.
    Det gør de jo nok.

    Hvad skulle ellers drive dem?
    Skole-tv?
    Nja. Det forsvandt for 30 år siden.

    I Sverige har de stadig UR, utbildnings-radion.
    Men de er jo også nogle venstreorienterede tabere,
    som klamrer sig til den skandinaviske model.

    Fogh har vist dem vejen
    til de Private Interessers Samfund, PIS.
    Og glem ikke, at elendighed er en god forretning,
    hvis den syder ved den rette temperatur.

  6. Tagkatten Says:

    Det tror jeg ikke man kan – men man kan skubbe til den, så den bevæger sig eller måske endda ruller en omgang.

    Man KAN ikke komme ind i andre, og det er det eneste sted, man kan se dem og deres selv – og ultimativt forstå dem.

    “Vi har en skal rundt om vores inderste,
    som er almenmenneskeligt.
    Og så har vi en ydre efterrationalisering,
    som desværre er langt ude.”

    Som sædvanlig er du bedre til at sige det end jeg….. 😆

  7. Tagkatten Says:

    Vi er en del af helheden, men kun af den konventionelle helhed, for der er i virkeligheden ikke andre.

    Denne højglaspolerede helhed, der hele tiden gør sit bedste for at tage sig godt ud.

    Kvinder vrimler ind i Matas for at købe noget politur til højglaspoleringen. Mænd gør det sgu osse, men det er duftevand til brug efter barberingen, så det skjules i nødvendighedens sløring.

    Ikke fordi de er kvinder, men fordi de er mennesker.

    Mænd er ikke særligt forfængelige. Det er ikke forfængelighed at have substitutmuskler under kølerhjælmen, og slå de rette strenge på guitaren og dyrke den dragende vellyd. Det er hobby, og det er selvfølgelig noget helt andet, men det fatter kvinder ikke.

    Det samme med magten og æren – substitutmusker der kun svulmer når magten og æren er på arbejde og svulmer ekstra, når der arbejdes på overtid. (Mærkværdigvis ligger æren ikke hos magten, men den véd det ikke.)

    Slutresultatet er stadig at vi hver især sidder i vores bobler.

    Vores forventninger om at tage os ud, bunder i hvad vi tror og forventer at andre forventer og mener.

  8. ankjer Says:

    #4 Som du kan læse er jeg en ret jordnær person. Dette vil dog ikke sige at jeg ikke filosoferer en gang imellem.

    Hvad boblen angår er det jo soleklart at det kun er os selv der kan se os, indvendig fra, med alt hvad vi indeholder.

    Jeg vil så tage en ny synsvinkel. Hver person har en aura eller udstråling, den er synlig for nogen, (dem der interesserer sig for personen), usynlig for andre.
    Men det er ikke noget problem, de er alligevel ligeglade.

    Der er nogle der føler trang til at forklæde sig, så alt ser pænt ud, men det er jo kun blår de stikker i øjnene på folk.

    Den bedste måde at hvile i sig selv på er at acceptere sig selv som den person man nu engang er.
    Leve efter de regler man selv har sat sig og derefter blæse på om folk kan lide en eller ej.

    Med ærlighed kommer man langt, forstillelse varer kun kort, da man bliver nødt til at skubbe folk fra sig før de opdager forstillelsen.

  9. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Det er vel så egentlig et spørgsmål om grad af kommunikation.
    Altså, vi kan ikke komme ind i hinandens bobler.
    Men vi kan så afgjort kommunikere.

    Der er noget med bølgelængder dér,
    som sad vi i hver sit mørke med kun en radio-telefon
    og nogle numre uden navne.

    Evt. med retoucherede ungdomsbilleder…
    Måske billeder, vi kun kan modtage på vor egen bølgelængde…

    Men der er jo også spørgsmålet om transcendens.
    Det siges, at mennesker, der kan tie sammen,
    ikke behøver ord. Musik er en slags tien sammen.

    Selv sangeren holder sin kæft – og nøjes med at fortolke teksten…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: