KS: Vi er først og fremmest styrede af frygt

 

Tænk det igennem en gang: Hvad fik dig til at træffe din seneste beslutning?

Jeg sidder og ser en film om en ung mand, der bortfører et barn for at få løsesummen. Han får en ung kvinde til at amme barnet. Han får på et tidspunkt i processen serveret en situation og et perspektiv, som kan stille hans “ur” tilbage til “uskyldig”, men vælger en anden vej – af frygt.

Hvor ofte gør vi ikke det i dagligdagen? Hvis jeg nu sætter Jesu ord op som nulpuntet i en graf, der skal illustrere frygt ud ad y-aksen og frihed ud ad x-aksen? Om at vende den anden kind til?

Straks siger “fornuften”, at man hellere må sikre sig. Men allerede i den fortolkning af situationen ligger et ansvar. Som den unge mands. Vi fortolker så at sige hinanden ad helvede til.

Det er sagt, at kvinder med en stor frygt for voldtægt, oftere bliver voldtaget. Deres frygt taler til voldtægtsmandens instinkt, så at sige. Men vi er alle hinandens instinkter, for vi har forladt naturen og er blevet hinandens vilkår, omstændigheder, omgivelser, betingelser og sutteklude.

Naturen, det billige skidt, har vi ikke længere forstand på – omend vi har masser af fine ord og navne at putte på vore observationer af den, så forstår vi den mindre og mindre i helhed og en anelse mere bid for bid.

Jeg har kendt en person gennem længere tid, som jeg har været bekymret for. Ingen af mine bekymringer har vist sig at være begrundede. Sådan er livet. Hvad enten det er sig selv eller en anden, man bekymrer sig for.

Som den unge mand i filmen har vi hele tiden et valg, en vurdering, et dillemma: skal vi lade frygten forhindre os i at handle? Og frygtens historie fortæller mig, at jeg skal betragte den på samme måde, som jeg betragter fremmedhad: som en primitiv følelse fra før det blev tilladt at tænke selv, og således få lidt styr på sit liv. Som den stress, vi ikke kan komme af med, fordi vi bevæger os for lidt.

 

Skal vi lade frygten gøre os fremmede for os selv, så vi ikke længere genkender en slagfærdig omgangstone, men tror den er indspist og rettet imod os? Den er bare en sproglig isotop, et sted hvor mennesker kan leve.

 

Skal vi klamre os til de billeder vi har af os selv, og af de situationer, vi sandsynligvis vil havne i — eller skal vi tabe ansigt og bede hinanden om hjælp, om tilgivelse, som i den unge mand i filmens tilfælde, eller om forståelse, som når vi ikke lige kan følge med i de andres eufori og glæde ved hinandens selskab, fordi vi selv en overgang ikke kan leve op til de idéer om livet, vi deler med den nærmeste verden?

 

Undskyld. Læs den sidste sætning langsomt og tålmodigt, jeg ved ikke bedre.

Reklamer

Ingen kommentarer to “KS: Vi er først og fremmest styrede af frygt”

  1. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Så meget for stavekontrol.

  2. Frejdig Says:

    Gu er jeg ej. Frygter ingen. Ikke engang Den Store Skumbanan. (Han kender mig jo). 🙂

  3. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Normal omgangstone v/s børnenes snak om store næser? Ingen frygt?
    Mumbo Jumbo!

  4. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Frygten for ikke at nå noget. Frygten for at miste. Vi er hinandens familie. Burde vi ikke kunne afhjælpe frygten?

    Men hvad så med motivationen?! Stræben efter at komme op af hullet? Skal den erstattes af blødsøden menneskelighed?

    PÅ den anden side, skal relativiteten handle om prangende magtbrynde og imponerende stads, eller er livet ok uden den amerikanske plastikdrøm om at få det bedste ud at sig selv i et spil, hvor tabere er det statistisk almindelige?

    Får man lov at spørge, måske, bare?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: