KS: Signalhistorien i den gale hals

 

 

Når som helst jeg hører antropologer tale om mennesker, eller journalister tale om politikere, så er budskabet, at vi gør alt, hvad vi gør, for at vise andre mennesker en hel masse om os selv.

Og det er da også helt rigtigt, at hele menneskelivet er én stor fortælling, hvor vi spiller en rolle for at opnå andres opmærksomhed, kærlighed – og tjenesteydelser!

Men det er , som om det er det eneste, disse mediemogul-lakajer og konsekvenskynikere kan få øje på, er denne narcissistiske kultur. I disse tider, hvor den såkaldte individualisme er i varmeskabet, er der ikke ret mange, der har opdaget den anden side af hele denne transaktion: hvorfor vi gør det, og hvad der rent faktisk kommer ud af det.

Det er motivgranskning i rendyrket form, og delinkventen, i. e. det morderne menneske, synes mistænkt for at være en ren festabe – bare uden det festlige, kun ude på at rage verden til sig, og kun i stand til at opfatte sine egne behov.

Og det kan jo tænkes, at folk, der beskæftiger sig med at se på folk udefra, fra en angiveligt objektiv position, kan se tingene klarere. Men det kan også være, at det at sætte sig selv udenfor, objektiviserer (genstand-gør) mennesket i så høj grad, at subjektet helt forsvinder.

Hvis ikke journalisten ser sin kilde som et medmenneske, én man siger “du” til, men i stedet ser kilden som et objekt, en ting – KAN journalisten så i virkeligheden SE det menneske? Kan man opleve et menneske som en ting, eller er det så slet ikke et menneske, man oplever?

Mon ikke man kan bruge begge sider af situationen: med en kombination af indlevelse og distance, omtrent som det kan opleves i god, hjertelig humor? Distancen til det absurde i menneskelig adfærd må kunne kombineres med en opholden sig i øjenhøjde, en deltagelse, det som på nysprog hedder empati (ja, værsgo’, det hedder jo deltagelse, for dem der ligesom jeg skulle have glemt det!).

Men humor har jo aldrig haft den plads, den fortjener i videnskab eller politik, som det egentlige omdrejningspunkt. Hvis jeg tænker rigtig efter, så var Ghandi humorist, og Jesus ligeså, men humor og magt er jo to modsætninger.

Det stive, eksisterende magtsystem kan ikke tolerere ikke at blive taget alvorligt! Og derfor må vi hellere omtale disse mekanismer I et meget alvorligt toneleje, hvor den eneste teknik, viddet kan brillere med, er kynismen. At få øje på de mest selviske og fordækte motiver i alting, og således afsløre kaliffen, og på en måde blive “kalif i stedet for kaliffen”.

Se, nu gør jeg det selv: jeg tilskriver journalisten et motiv. Jeg skyder ham i skoene, at han bare gerne vil føle sig klogere end sin kilde. Bare det at indlade sig på den tankegang fører altså, om ikke i fordærv, så i hvert fald til åndelig kvalme – og heraf nærværende opkast!

Og jeg er træt af dét verdensbillede. Især, fordi jeg ikke tror på det, det er alt for énsidigt, snæversynet, kedeligt og surt til at være sandt. Sådan behøver livet ikke at være. Mennesker har gjort det sådan, ikke naturen. Kynisme kommer af græsk kynos (latin: canis) og betyder hund. Altså en hunde-agtig opførsel med en flok og en alfa-han osv.

Men her forregnede grækerne sig. For nok er hunden ulvens urbaniserede, korrupte fætter, men den er ikke så korrupt som mennesket, fordi mennesket kan korrumpere sig selv flere gange oveni hinanden, når det får hjælp af en korrumperet flok med en korrumperet kultur og korrumperede instinkter, følelser og tanker.

Mennesket er en film, og når filmen ruller, eksponeres samtidig andres film, så vi brænder igennem hinanden – ligesom nazisterne i 30’erne – indtil vi kun ser kulturelle værdier og ikke biologiske. Vi er hinandens negativer, hinandens fremkaldervæske, hinandens lys!

Men læg mærke til, at de énere, der kom og lavede tingene om, søgte et andet lys: Deres eget! Og især søgte de et lys, som slet ikke var nogens. Et lys, der var for stort til at tage med hjem, så at sige. (Moses fik ingenting med – undtagen to sten med nogle stenografisk korte budskaber, som lignede en moderne loges husorden.)

Jeg tror på dét lys, som er for stort til at tage med sig hjem og hænge op over døren, og samtidig for lille til at slå et søm i. Og hvis man henter sin skepsis i dét lys, behøver man ikke at vælge mellem deltagelse og overbelysning. Men man kan så heller ikke forfalde til at tage noget for givet eller gå let hen over en vanemæssig forklaringsmodel.

Journalister bør opføre sig, som om de var væsener fra en anden galaxe. Men de bør hele tiden huske, at dette kun er en opførsel, en tilstræbt objektivitet. De kan ikke løbe fra deres eget medspil eller fra det faktum, at vi alle spiller med i en komedie, som er lysår fra realisme. Vi voksne er børn, der er blevet sindssyge. Kun børn er virkelig fra en anden verden, virkelighedens verden.

  

Advertisements

Ingen kommentarer to “KS: Signalhistorien i den gale hals”

  1. Bo Says:

    Jeg skulle mene at selv Gud har humor, men det er der mange der aldrig har opfattet, så ville alle andre ting få helt nye perspektiver. Satans nu kom jeg til at røbe lidt om det 3. Univers. 😆

    Cheers B:o)

  2. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Jeg har den samme opfattelse ;
    En gud uden humor er som en Jaguar uden læderindtræk!

  3. Bjorgit Says:

    “voksne er børn, der er blevet sindsyge”- Hvilken sandhed her på denne lille juleaftensdag. Bare vi alle da blev børn uden voksne igen. så bliver der mening i galskaben :mrgreen:

  4. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Ja, det er sjovt, at vi voksne synes, vi er ååååh, så fornuftige, bare fordi vi kan finde ud af at håndtere hinandens snørklede misforståelser :mrgreen:

  5. Bjorgit Says:

    Det kan vi da ikke, jeg fatter sjældent hat af de meget voksnes grande sindssyge- jeg kan simpelthen ikke fatte det, måske er jeg så ikke voksen nok :mrgreen:

  6. Knud Sandbæk Nielsen Says:

    Arj, du har ret! Men vi kan da lade som om, og det er det, der er misforståelsen.
    Eller rettere, vi kan lade som om, at vi kan lade som om.
    Og så længe vi lærer hinanden at gøre det på den samme måde,
    kan vi holde biologiens store tabu ude af synsfeltet.

    Kulturen er på godt og ondt en fortrængningsmekanisme,
    som vi kun forsigtigt og gradvis kan gøre os frie af.
    Sker det for hurtigt, tror jeg sgu vi bliver vanvittige 😈

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: